Jeg glæder mig. Vi skal flytte. Til Aarhus. Jeg elsker den by. Ja, København er en fed by. Men den er slet ikke som Aarhus. Jeg kan ikke helt forklare, hvorfor jeg egentlig ikke bryder mig om at bo i København. Jeg ved dog, at Aarhus er det sted, der har givet mig de bedste minder. Jeg læste på universitet der. Måske er det de oplevelser, jeg havde i den tid, der giver mig gode tanker om byen. Det kan godt være. Efter at jeg endte mit studie, blev jeg ansat i København og måtte flytte dertil. Her mødte jeg så min mand. Vi flyttede sammen. I en god lejlighed på Østerbro. Og her har vi så boet sammen i de sidste 6 år.
Til Aarhus
Men nu er der sket det, at min mand har fået en spændende stilling i Aarhus, og har spurgt mig, om jeg vil være villig til at søge en stilling der. Til at begynde med var jeg lidt bekymret. Kan jeg få en stilling der? Jeg var i tvivl. Men ville gerne forsøge. Har altid savnet og talt meget om Aarhus. Og ja, det er lykkedes mig at få et job i Aarhus. Det er ikke helt drømmejobbet. Men der sker jo, så mange ting i den by, så jeg sætter min lid til, at jeg på et tidspunkt finder et bedre arbejde dér.
Jeg har derfor sagt mit job op. Vi skal jo til at lede efter en bolig i Aarhus. Det betyder, at vi skal dertil i hver weekend, når min mand har fri, og se på boliger. Og jeg skal da også bruge tid på at finde et flyttefirma i Aarhus, og på at pakke ting sammen. Jeg har det sådan, at nogle af vores ting vil jeg ikke overlade til flyttefolk at pakke ned. Men ellers er hjælp til flytning yderst velkomment.
Vi har planlagt det sådan, at hvis vi ikke finder en bolig, som vi kan flytte ind i, inden vi skal starte på vores nye jobs, så vil vi stille vores ting til opmagasinering i Aarhus, indtil vi har fundet en permanent bolig. I mellemtiden vil vi så finde en midlertidig bolig. Eventuelt via Airbnb. Og er det også helt umuligt, ja så bliver det hotel. Det sidste vil måske være et godt incitament til, at vi beslutter os hurtigt for en ny bolig. Hoteller er jo ret kedelige. Og forholdsvist dyre. Mest fordi det kræver, at vi spiser ude hver dag.
Men lad og nu se, hvad der sker i de kommende uger. Det kan jo godt tænkes, at vi er heldige, og kan finde lige den bolig, vi drømmer om. Foreløbig har vi 4 aftaler om at se på boliger i den kommende weekend. I den efterfølgende har vi foreløbigt kun lavet 3 aftaler. Et eller andet sted håber jeg, at vi bliver nødt til at aflyse dem. Jeg kan næsten ikke vente med at komme til Aarhus. Og vil det ikke bare være super, hvis vi køber en bolig, som vi kan overtage hurtigt? Vi skal starte på de nye jobs allerede til den 1. august.
Skilsmisse og flytning
Efter 25 års ægteskab valgte de at gå fra hinanden. Min veninde og hendes mand kunne bare ikke finde ud af det længere. Deres børn er flyttet hjemmefra. Den yngste er lige startet på sin uddannelse, og den ældste er lige ved at gøre sin bachelor færdig. Min veninde er ked af det. Hun ved ikke, helt hvordan hun skal forholde sig. Skal hun blive her i landet – eller skal hun flytte tilbage til Jylland, som hun kommer fra?
Hun taler meget om, at det er svært at beslutte sig. Hvem har brug for at ansætte en enlig kvinde i slutningen af 40’erne. Som ikke har boet i Danmark i 25 år. Skal hun bare sige farvel til sit sociale liv? Sine veninder her? Hendes venner? Ja, der er mange overvejelser. Orker hun at være med til at dele boligen med sin mand. Sælge huset de ejer. Finde en bolig i Danmark. Kontakte et flyttefirma i Jylland, der kan stå for en international flytning. Hun vil jo gerne have sine ting med sig. Vil hun se sine børn så ofte, hvis hun rejser tilbage til Danmark? Vil hun kunne følge med i deres ve og vel – også selvom de er voksne og selvstændige?
Hun taler meget med mig om det. Jeg forsøger at sætte mig ind i hendes situation. Jeg kan godt forstå, at hun er meget i tvivl. Hvad ville jeg selv gøre? Hvis jeg var i hendes sko, så ville jeg blive her. Finde en mindre bolig og fortsætte mit liv som single. Men jeg har et job at passe. Det har hun ikke. Hun har altid været hjemmegående. Et eller andet sted tænker jeg, at det kan da komme ud på et. Hun bliver nødt til at finde et job. Enten her i landet eller i Danmark. Jeg er ikke sikker på, at det bidrag, som hendes eksmand betaler hver måned, er tilstrækkeligt stort til, at hun kan forsørge sig selv og holde en rimelig levestandard. Jeg har ikke talt med hende om hendes økonomi.
Tilbage igen?
Så måske er tanken, hun har om at vende tilbage til Danmark, måske den bedste løsning, for hende. Der vil ikke være problemer med sproget. Og i værste tilfælde kan hun måske få noget hjælp til husleje og videreuddannelse. Det er, da nogle fordele, man har i Danmark. Man kan godt få hjælp. Især til uddannelse. Det er ikke som her, hvor man bare bliver overladt til selv at skulle klare alle de svære ting alene.
Jeg forsøger at se det fra hendes vinkel: Sikkerhed i Danmark, men uden et socialt netværk hun kan henvende sig til, når hun føler sig ensom. Eller en usikker fremtid her, hvor hun ved, at hun ikke kommer til at blive boligløs eller skulle mangle noget. Hun ved nemlig godt, at her hjælper vi hinanden – udenom de offentlige myndigheder, når en bekendt eller et familiemedlem er i knibe.
Det skal jeg huske at spørge hende om næste gang, vi taler sammen: Kan hendes familie i Danmark, måske hjælpe hende i starten? Altså indtil hun har fundet en sikker base for sig selv?
