Jeg har svedige hænder, og jeg kan mærke svedperlerne trille ned ad min ryg. Hjertet banker, som om det er ved at blive sprængt i tusind små stumper. Jeg er bange – igen. Jeg har haft mareridt igen i nat, og faktisk sover jeg meget lidt for tiden. Måske to eller tre timer i døgnet, hvis jeg er heldig. Jeg har angst. Jeg ved ikke helt, hvad den handler om, men jeg ved, at jeg har brug for hjælp. Nu, ikke i morgen.
Jeg har oplevet det før. Jeg vågner klokken fire om morgenen med den samme kvalme følelse i maven. Angst. Den kommer altid uanmeldt, og den efterlader mig helt udkørt, længe før dagen overhovedet er begyndt.
Finde en psykoterapeut
Gang på gang lover jeg mig selv, at nu skal jeg finde en psykoterapeut i København, som kan hjælpe mig med at komme videre i mit liv. Det er blevet en form for ritual – løftet, som jeg giver mig selv, når angsten er værst, men som jeg alligevel har svært ved at følge til dørs. Det er ødelæggende, både fysisk og psykisk, at leve på så lidt søvn. At man kun sover få timer i døgnet, er jo ikke normalt for et menneske, og alligevel er det blevet min virkelighed.
Jeg kan simpelthen ikke sove, og jeg nægter at tage sovepiller. Aldrig i mit liv har jeg taget medicin for den slags, og jeg skal ikke til at starte nu – slet ikke med sovepiller. En hovedpinepille kunne jeg måske overtale mig selv til i en nødsituation, men allerede det føles som at overskride en grænse, jeg har sat for mig selv. Hvorfor jeg ikke kan sove, ved jeg ærlig talt ikke med sikkerhed. Jeg gætter på, at det er en form for stress, der har sat sig i kroppen og nu styrer både nætter og dage. Uanset årsagen er det tydeligt, at jeg virkelig har brug for hjælp – professionel hjælp, som kan se på situationen udefra og hjælpe mig med at forstå, hvad der egentlig sker inden i mig.
Det er ikke let at indrømme, at man ikke selv kan tackle det. Man vil helst tro, at man er stærk nok til at klare det alene, at det går over af sig selv, hvis man bare venter lidt længere. Men erfaringen har vist mig, at ventetiden kun gør angsten større og søvnløsheden værre. Derfor er tanken om terapi ikke længere noget, jeg skubber til side – det er blevet en nødvendighed.
Frygtelige drømme
Jeg kan bare ikke forstå, at jeg oven i alt det andet også har disse forfærdelige drømme. Jeg drømmer, at jeg dør, men samtidig stadig er levende – en tilstand, der er så uhyggelig og forvirrende, at jeg vågner badet i sved og med hjertet i halsen. Langsomt begynder jeg at tro, at der er noget, som slår klik i min hjerne. Er jeg ved at blive skør? Eller er det faktisk en helt normal reaktion på det, jeg har været ude for?
Jeg forsøger at minde mig selv om, at drømme ofte er sindets måde at bearbejde noget, det endnu ikke har fået sat ord på i vågen tilstand. Men midt i natten, når man ligger alene med et hamrende hjerte, er den forklaring ikke ligefrem beroligende. Man føler sig fanget mellem to verdener – den, hvor man ved, man lever, og den, hvor drømmen insisterer på det modsatte.
Traumet efter ulykken
Det var jo en meget traumatisk oplevelse, det der med ulykken. Jeg kunne være blevet slået ihjel. Alligevel er jeg i live, og jeg spørger mig selv, hvorfor det ikke var mig, der blev dræbt, da den modkørende bilist ramte min bil. Den slags spørgsmål har ikke noget godt svar, men de dukker op igen og igen, især om natten, hvor tankerne får frit spil.
Jeg tror, at netop denne oplevelse er kernen i det hele – angsten, søvnløsheden og de foruroligende drømme hænger sammen med det chok, kroppen og sindet stadig bærer på. Måske er det først, når jeg får talt om ulykken med en, der er uddannet til at hjælpe mennesker igennem traumer, at nætterne igen kan blive fredfyldte, og at drømmene kan miste deres grebet om mig.
Vejen frem
Jeg ved, at der ikke findes en hurtig løsning. Men jeg ved også, at jeg ikke behøver at bære det her alene. At tage det første skridt og faktisk booke en tid hos en psykoterapeut er svært, men det er også det mest ærlige, jeg kan gøre for mig selv lige nu. For hver dag, der går uden søvn og uden svar, bliver det tydeligere, at professionel hjælp ikke er en svaghed – det er en nødvendig del af at komme helskindet igennem det, jeg har været udsat for.
