Her er virkeligt varmt. Vi er nede i spinderiet. Spolerne går for fuldt tryk, og her er støvet. Det er et bomuldsspinderi, jeg besøger. Som journalist, der skriver om arbejdsforhold i store virksomheder i middelhavsområdet, er jeg noget chokeret over forholdene i bomuldsspinderiet. Det er et af de sidste, som eksisterer her i landet. Her var mange tidligere, men de fleste er lukket, efter at krisen virkeligt satte ind i 2013. Man kan godt mærke det på byerne her i det nordlige Grækenland. Arbejdsløsheden er stor, og mange unge mennesker er søgt væk fra byerne. Op til Tyskland og Storbritannien i håb om at kunne skabe en bedre tilværelse.

Landets største

Spinderiet, jeg besøger, var et af landets største. Det opkøbte bomuld fra the Thessaliske slette og spandt det ind til bomuldstråd. Ved siden af etablerede virksomheden en gang tidligt i 60’erne et væveri. Lagener, pudevår og tekstil til almindeligt brug, blev produceret i store mængder. På et tidspunkt eksporterede virksomheden en stor del af sin produktion til andre lande i Sydeuropa. Spanien og Italien var store markeder. Tyskland også. Men de gode gamle dage er forbi. Spinderiet kører på sidste vers. De er nødt til at lukke. Endnu 134 ansatte bliver fritstillet. Ikke sjovt at tænke på. De havde ellers overlevet den store flugt, som skete fra Nordgrækenland til Albanien og Nordmakedonien i slutningen af 1990’erne. Dengang var der mange virksomheder, der flyttede op til nabolandene for at undgå de stigende skattepres. Men ikke det gamle spinderi her. Men nu er tiden kommet til, at nøglen bliver drejet om. Ikke flere penge, ikke mere arbejde.

Lean kurser?

Det får mig til at tænke på, at måske, hvis de tilbage, dengang krisen startede, havde kigget lidt mere intensivt på effektiviseringer, og måske især Lean principperne, så kunne det have været undgået, at endnu mere end 100 familier kastes ud i uvished om fremtiden.
Jeg siger ikke, at et sæt Lean kurser ville kunne redde virksomheden. Jeg siger blot, at en gang imellem, så skal man som virksomhedsejer også se lidt længere frem i tiden end blot til næste årsregnskab.

Jeg talte med den administrerende direktør om situationen. Han er ulykkelig. På sine medarbejderes vegne naturligvis ligeså meget som på egne vegne. De er alle i samme båd. Han fortalte, at de faktisk fik gjort en del for at få virksomheden til at blive mere effektiv. De to mange spadestik til at bruge ny teknologi i produktionen, men fik aldrig helt grønt lys – og dermed pengene – til at lave de store investeringer, det krævede. Jeg kunne ligesom høre bitterheden i hans stemme. Men også optimismen. Han nævnte nemlig, at de har alle planer klar, for hvordan virksomheden kan komme videre, hvis de kan støve en stor pose penge op et eller andet sted fra. Måske en række investorer fra modeindustrien kunne komme på tale. Det er ikke usandsynligt. De har haft et par henvendelser, men har endnu ikke set med helt alvorlige øjne på mulighederne. Måske er det på tide, at de gør det nævner direktøren.