Det er virkelig varmt heroppe i spinderiet. Spolerne går for fuldt tryk, og støvet hænger tæt. Det er et bomuldsspinderi, jeg er på besøg i, og som journalist, der skriver om arbejdsforhold i store virksomheder rundt omkring i Middelhavsregionen, er jeg noget chokeret over forholdene her. Dette er ét af de sidste bomuldsspinderier, der eksisterer i landet.
Det var ikke altid sådan. Denne industri havde været hjørnestenen i Grækenlands økonomiske udvikling i flere årtier. Dengang, før finanskrisen for alvor ramte i 2013, var der talrige spinderier og væverier spredt rundt omkring, især i det nordlige Grækenland. I dag er de fleste lukket. Man kan mærke nedgangen på byerne her—arbejdsløsheden er høj, og mange unge mennesker er søgt væk fra regionen, op til Tyskland og Storbritannien i håbet om at kunne skabe en bedre tilværelse.
Engang landets største
Spinderiet, jeg besøger i dag, var engang ét af landets største. Det opkøbte bomuld fra den Thessalske slette og spandt det ind til bomuldstråd af højeste kvalitet. Tidligt i 1960’erne etablerede virksomheden et væveeri ved siden af hovedanlægget. Her blev lagener, pudebetræk og tekstiler til almindeligt brug produceret i store mængder. På det højeste eksporterede virksomheden betydelige dele af sin produktion til andre lande i Sydeuropa—Spanien, Italien og Tyskland var alle vigtige markeder.
Men de gode gamle dage er forbi. Spinderiet er tydeligvis ved at nå sit slutpunkt. Ledelsen har truffet beslutningen: Produktionen skal lukkes. I alt 134 ansatte bliver fritstillet. Det er en brutal realitet at tænke på.
Særligt bemærkelsesværdigt er det, at dette spinderi havde overlevet den store flugt fra Nordgrækenland til omkringliggende lande—især Albanien og Nordmakedonien—der fandt sted i slutningen af 1990’erne. Dengang valgte mange virksomheder at flytte deres produktion nordpå for at undgå stigende skattepres og arbejdskraftudgifter. Dette spinderi blev tilbage. Det handlede om loyalitet over for regionen, eller måske blot en tro på, at man ville kunne klare sig ved at forbedre driften. I dag ser det ud til at have været et misberegnet håb.
Havde effektivisering kunnet redde virksomheden?
Som jeg sidder her med notesbog i hånd, spekulerer jeg på, hvad der kunne være gjort anderledes. Hvis ledelsen tilbage, da krisen startede for alvor, havde investeret mere aggressivt i operationelle effektiviseringer—særligt gennem implementering af Lean-principper—kunne situationen have været anderledes? Havde man kunnet undgå at kaste over 100 familier ud i uvished om fremtiden?
Jeg er ikke naiv. Et sæt Lean kurser vil ikke kunne redde en virksomhed fra større økonomiske og markedsmæssige kræfter. Det ville jeg ikke påstå. Men jeg siger blot, at der som virksomhedsejer en gang imellem må være plads til at tænke længere ud i fremtiden end blot til næste årsregnskab. Langsigtet strategisk tænkning og investering i procesoptimeringer kan ofte være forskellen mellem at overleve en krise og at bukke under for den.
Da jeg talte med den administrerende direktør, var det tydeligt, at han ikke er uberørt af situationen. Han er ulykkelig—både på sine medarbejderes vegne, naturligvis, men også for sin egen. De er alle i samme båd. Under samtalen blev han mere løsomtolkende. Han fortalte, at de faktisk havde gjort flere forsøg på at få virksomheden til at blive mere effektiv. De havde søgt om midler til investering i ny teknologi i produktionen, men havde aldrig fået helt grønt lys—og vigtigst af alt, ikke pengene—til at gennemføre de store investeringer, som ville have været nødvendige. Biterheden i hans stemme var hørbar, men der lå også en form for optimisme under det.
En sidste mulighed?
Han nævnte nemlig, at virksomheden har alle planerne parat for, hvordan den kunne komme videre, såfremt de kan skaffe kapital til det. Han pegede særligt på potentielle investorer fra modeindustrien, som en mulighed, der endnu ikke helt var blevet eksploreret på alvor. Det er ikke usandsynligt, at sådanne investorer ville være interesserede, sagde han. Der havde været nogle få henvendelser over tiden, men virksomheden havde endnu ikke arbejdet tilstrækkeligt hårdt på disse mulige samarbejdspartnerskaber. Måske er det på tide, at de gør det, mediterede direktøren.
Hans ord efterlod mig med en blandet følelse. Her står en virksomhed på randen af kollaps, der stadig har viljen og planerne til at overleve. Men uden kapital—og uden den politiske eller finansielle støtte, som så mange europæiske industrielle virksomheder venter på—synes chancerne små.
