Allerede som helt ung begyndte vores datter, Ninette, at interessere sig for den menneskelige krops bevægeapparat. Jeg tror nok, det kom sig af, at jeg en gang, da Ninette var bare tretten år gammel, en dag bad hende om at massere mine skuldre, fordi jeg havde fået nogle myoser, som givetvis stammede fra en dårlig siddestilling på mit arbejde.
Og pigen kastede sig ivrigt over massagen, og jeg kunne mærke, at hun var god til at finde de punkter øverst på ryggen, hvor jeg havde mest ondt. Og det bedste af det hele var, at hendes massage faktisk hjalp, så jeg slap af med mine myoser efter hendes massage flere dage i træk.
Siden da talte vi af og til om, at Ninette åbenbart havde naturlige evner for den type behandling, og hun var også selv meget interesseret i, hvordan muskler og knogler fungerer i kroppen, og hun læste flere bøger om emnet.
Uddannelse
Derfor var det også helt oplagt for hende at slå ind på en uddannelse indenfor det felt. I en længere periode talte hun meget om at uddanne sig som fysioterapeut, men pludselig en dag, mens hun endnu gik på gymnasiet, kom hun hjem og fortalte, at nu vidste hun præcis, hvilken uddannelse hun ville gå i gang med efter gymnasiet. Hun ville uddanne sig som psykomotorisk terapeut.
OK, svarede jeg lettere undrende, for jeg anede ikke, hvad det egentlig dækker over. Men Ninette fortalte, at man med den uddannelse normalt arbejder som afspændingspædagog, men det er bare sådan, at selve uddannelsen nu om dage går under betegnelsen psykomotorisk terapeut.
Hun gik i gang med en længere udredning af, hvad begrebet dækker over, og jeg opfattede i hvert fald så meget, at det har noget med samspillet mellem det psykiske og motorikken at gøre, og jeg kunne da godt se, at et menneskes psykiske tilstand også kan få det til for eksempel at sidde på en forkrampet måde, så man pådrager sig netop myoser i nogle muskler.
Vi kender jo selv til den psykiske side af sagen, da vi har en nær ven, der efterhånden er færdig med sin stresscoach uddannelse og der er allerede indledt adskillige ophedede og interessante debatter mellem de to.
Nu er det efterhånden nogle år siden, og Ninette bliver færdig med sin uddannelse om et par måneder. Og hun er så heldig, at hun allerede har fået et arbejde som afspændingspædagog hos en kiropraktor, der driver en klinik med flere forskellige behandlingsformer.
Det var faktisk bekendtskabet med en fysioterapeut, der er ansat i den samme klinik, der gav hende muligheden for det job. Fysioterapeuten, som er en af Ninettes gode veninder, havde fortalte hende, at man på klinikken puslede med nogle ideer om at give patienterne endnu flere behandlingstilbud end hidtil i forbindelse med, at man ville etablere et egentligt rygcenter, der kan kombinere forskellige behandlingsformer til folk med rygproblemer.
Mange af den type rygproblemer har at gøre med folks psykiske tilstand, havde fysioterapeuten forklaret Ninette, og da hun syntes, det lød rigtig spændende og lige netop var sådan et område, hun gerne ville arbejde med, søgte hun jobbet og var altså så heldig at blive ansat. Nu glæder hun sig bare til at komme i gang.
