Jeg ved det godt. Vi skal tænke på miljøet. Også selvom vi er dybt inde i endnu en bølge, hvor pandemien hærger os. Virusset gør virkeligt opmærksom på, at det er her. Og at det ikke er racist, kapitalist, kommunist. Bare effektivt. Og farligt. Farligt på måder, som vi slet ikke kan forudse. Og som vi helst ikke vil tænke på. Sådan er det bare. Så her sidder jeg – alene – med mine tanker. Om corona. Om hvor dejligt det kunne være at være sammen med min familie. Om, hvor ensom jeg bliver her i julen. Tænker man virkeligt efter, så ved man godt, at man ikke er alene, selvom man ikke er fysisk sammen med sine kære. Tænker man virkeligt godt efter, så ved man allerede nu, her lillejuleaften, at vi tænker på hinanden. Og håber, at vi kan være sammen til næste jul.
Hvad nu hvis?
Men hvad nu, hvis vi ikke kan. Er der nogen, der har lovet os, at vaccinen vil være så effektiv, at vi kan opnå fuld immunitet i løbet af det kommende år?
Ja, det er ikke helt behagelige tanker her i julen. Men de ligger lige bag ved læberne. Nu siger jeg dem bare. Og det skal I slet ikke misforstå, kære venner. Jeg holder af jer. Og vil håbe inderligt, at vi ses snart – sådan face to face på en cafe eller en bar. Men jeg tør næsten ikke håbe, at det kan lykkes. Jeg har mine egne tanker om det. Så jeg kaster mig i stedet for over mit årlige projekt. Det er projekt: Gaveindpakning. Jeg har nemlig en tradition her.
Gaver i fint gavepapir
Hvert år, den 23. december pakker jeg alle gaverne ind. I fint gavepapir. Det tager flere timer for mig. Men det er et projekt, jeg godt kan lide at få fred til. Så jeg lukker mig inde på mit arbejdsværelse og frem, kommer alle rullerne med gavepapir, saksen, tapen, og så sætter jeg mig ned og begynder systematisk: De største gaver skal pakkes ind først. Det er der en ganske simpel grund til: Når jeg har pakket dem ind, kan jeg se, hvor meget gavepapir jeg har tilbage. Og hvis jeg kan se, at jeg ikke har nok, så kan jeg stadigvæk nå at købe mere den 24. Forretningerne har jo stadigvæk åbent. Det samme gælder naturligvis for rullerne med bånd, som skal vikles om gaverne. Her er det ofte, at jeg fuldstændigt fejlvurderer forbruget. Der skal altid mere til, end jeg tror!
Hyggelig tradition
Det er en hyggelig tradition, jeg har. Og når jeg er færdig med at pakke gaverne ind, så plejer jeg at gå ud i køkkenet. Sådan ca. ved 9-tiden om aftenen. Og så skal der laves konfekt og gløgg. Det bliver lavet i to versioner: en voksenudgave – med alkohol – og en børneudgave. Børneudgaven bliver som regel konsumeret først. Det er nemlig fedt at vågne op den 24. og kun skulle tænke på, at vi skal have en brunch og hygge resten af dagen. Lige indtil klokken bliver 17:30, og vi sætter os til bords. For derefter at imødekomme rodet med gavepapir overalt, efter at børnene har pakket ud.
