Min advokat i Odense

Jeg er chokeret. Min søn har fået et brev. Han er blevet indkaldt til et møde i ungdomskriminalitetsnævnet. Han sigtes for vold mod en jævnaldrende pige. Han er 13 år gammel. Jeg har talt med ham om det. Længe. Han siger, at han ikke var med til at slå hende. Det var de andre, der slog hende. Kan jeg tro på det? Jeg vil gerne tro på det. Men der må være en grund til, at vi har fået en indkaldelse. Og det bekymrer mig meget. Mødet er på onsdag. Kl. 11:00. Jeg er nødt til at tage fri fra arbejde. Skal jeg fortælle dem grunden til, at jeg holder fri? Behøver jeg det? Nej.

Møde med advokaten

Jeg siger bare, at jeg har nogle vigtige møder med min advokat i Odense. Og det er jo på sin vis også sandt. Jeg har ringet til ham, og han vil gerne komme og være med til mødet. Heldigvis. Jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle gøre uden ham.
Nej, jeg kan ikke tro på, at min dreng har været voldelig overfor en jævnaldrende. Han er noget af det blideste væsen, der findes.

Men det er rigtigt, at han her på det sidste har været i selskab med nogle drenge, som vist er nogle bisser. De har været på besøg her en eftermiddag. De var ikke særligt søde. Men min holdning er, at min søn selv må gøre sig sine egne erfaringer, og jeg skal ikke bestemme, hvem han ser.

Da jeg talte med ham om, at vi skal til møde på onsdag, fortalte han, at han har besluttet, at han ikke vil se de andre drenge mere. Han fortalte også, at han følte sig presset af dem til at være med, da de slog hende. Han slog hende ikke. Men han råbte ad hende.

Sigtelse ikke sikkert

Advokaten, som jeg har talt med, har sagt, at han muligvis ikke bliver sigtet. Hvis han kan forklare i detaljer, hvad der skete den aften. Han har også forsøgt at berolige mig med, at ungdomskriminalitetsnævnet kan fungere forebyggende. Hvis der er mistanke om, at han – min søn – er på vej ud i noget kriminelt, så har de ret til at indkalde ham til møde. Og jeg har pligt til at møde op sammen med ham.

Jeg håber virkeligt, at det er tilfældet. At det bare er en mistanke, og ikke virkelighed. Hvis min søn virkeligt har slået en pige, så får han udgangsforbud i 6 måneder. Mindst. Vi bruger ikke vold i vores familie. Det er et tegn på intellektuel fattigdom. Det er helt uacceptabelt at bruge vold. Og det ved min søn godt. Vi har tit talt om det, når vi har set en eller anden dårlig spændingsfilm i fjernsynet. Der bliver der tit brugt vold. Desværre. Så hvis unge på 12 – 14 ser for mange af den slags film, så kan jeg egentlig godt forstå, hvorfor de begynder at slå på hinanden. De har bare ikke fattet, at der er forskel på fiktion og virkelighed. Og hvem burde sørge for, at de lærer det? Deres forældre!