Jeg er chokeret. Min søn har fået et brev. Han er blevet indkaldt til et møde i ungdomskriminalitetsnævnet. Han sigtes for vold mod en jævnaldrende pige. Han er 13 år gammel. Jeg har talt med ham om det. Længe. Han siger, at han ikke var med til at slå hende. Det var de andre, der slog hende. Kan jeg tro på det? Jeg vil gerne tro på det. Men der må være en grund til, at vi har fået en indkaldelse. Og det bekymrer mig meget. Mødet er på onsdag. Kl. 11:00. Jeg er nødt til at tage fri fra arbejde. Skal jeg fortælle dem grunden til, at jeg holder fri? Behøver jeg det? Nej.
Møde med advokaten
Jeg siger bare, at jeg har nogle vigtige møder med min advokat i Odense. Og det er jo på sin vis også sandt. Jeg har ringet til ham, og han vil gerne komme og være med til mødet. Heldigvis. Jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle gøre uden ham.
Det er ikke småting at blive indkaldt til ungdomskriminalitetsnævnet. Det er en specialiseret myndighed, som blev oprettet for at håndtere sager med børn og unge i alderen 10 til 17 år, som er mistænkt eller dømt for alvorlig kriminalitet. Mødet er ikke det samme som et retsmøde. Det er mere fokuseret på at vurdere, om der er behov for sociale indsatser for at forebygge yderligere strafbar adfærd. Men for en forælder føles det seriøst – og det er det også. Jeg har pligt til at møde op sammen med min søn, og advokaten kan hjælpe mig med at forstå processen og varetage hans rettigheder.
En dreng under pres
Nej, jeg kan ikke tro på, at min dreng har været voldelig overfor en jævnaldrende. Han er noget af det blideste væsen, der findes. Men det er rigtigt, at han her på det sidste har været i selskab med nogle drenge, som vist er nogle bisser. De har været på besøg her en eftermiddag. De var ikke særligt søde. Min holdning er, at min søn selv må gøre sig sine egne erfaringer, og jeg skal ikke bestemme, hvem han ser. Men nu er situationen anderledes.
Da jeg talte med ham om, at vi skal til møde på onsdag, fortalte han, at han har besluttet, at han ikke vil se de andre drenge mere. Han fortalte også, at han følte sig presset af dem til at være med, da de slog hende. Han slog hende ikke selv. Men han råbte ad hende. Det er stadig noget, som han skal tage ansvar for, selvom han ikke brugte fysisk vold. Presset fra jævnaldrende kan være enormt stærkt i den alder, og det gør situationen både mere forståelig og samtidigt alvorlig.
Sigtelse er ikke det samme som skyld
Advokaten, som jeg har talt med, har sagt, at det ikke er sikkert, at min søn bliver sigtet formelt. Alt afhænger af hans redegørelse for hvad der skete den aften. Han har også forsøgt at berolige mig med, at ungdomskriminalitetsnævnet først og fremmest kan fungere forebyggende. Hvis der er mistanke om, at han – min søn – er på vej ud i noget kriminelt, så har nævnet ret til at indkalde ham til møde. Jeg har pligt til at møde op sammen med ham.
Det vigtige at forstå er, at en indkaldelse til nævnet betyder ikke, at han automatisk bliver dømt. Systemet er designet til at give børn og unge en chance for at få hjælp, før situationen bliver værre. I nogle tilfælde sluttes mødet uden yderligere indsatser, hvis barnet ikke vurderes at være i risiko for at begå yderligere forbrydelser. I andre tilfælde kan nævnet iværksætte såkaldte forbedringsforløb – sociale indsatser som ungdomsklub, skolering eller anden vejledning – eller straksreaktioner som genoprettende aktiviteter.
Vold er uacceptabelt
Jeg håber virkeligt, at mødet giver os klarhed. Hvis min søn virkeligt havde slået en pige, ville det få alvorlige konsekvenser – muligvis udgangsforbud i 6 måneder eller mere. Vi bruger ikke vold i vores familie. Det er et tegn på intellektuel fattigdom. Det er helt uacceptabelt at bruge vold. Og det ved min søn godt. Vi har tit talt om det, når vi har set en eller anden dårlig spændingsfilm i fjernsynet, hvor der bliver brugt vold. Desværre. Så hvis unge på 12–14 år ser for mange af den slags film uden at forstå konsekvenserne, kan jeg egentlig godt forstå, hvorfor de nogle gange begynder at efterligne det. De har bare ikke fattet, at der er forskel på fiktion og virkelighed. Og hvem burde sørge for, at de lærer det? Deres forældre!
Jeg ved, at mødet på onsdag bliver svært. Men jeg er glad for, at advokaten er ved min side. Det hjælper mig til at føle, at min søn bliver hørt og behandlet retfærdigt – uanset resultatet.
Opdateret: Læs også denne artikel.
