Fortællinger om beklædning

Kraftigt inspireret af en herlig fortælling – fire faktisk – om tøj, mode og de glæder, der følger med på denne hjemmeside, har vi valgt her at bringe en slags fortsættelse. Da vi jo er bedre end alle andre, er der her hele 6 historier til dig.

Vi skylder stor tak til disse herlige hjemmesider, der servicerer de mange af os, der ikke lige passer ind i en størrelse 0:

https://www.arkuri.dk/

https://www.arkuricurvy.dk/

https://www.storedrenge.dk/

Lad os kaste os ud i prosaen:

Råkoldt

 

Det er en sådan en råkold dag med regn og slud. Og vind. Masser af vind. Og vi skal på indkøb. De sidste gaver til børnene skal købes. Og det er rent ud sagt ikke sjovt at gå på julegaveindkøb i sidste øjeblik. Man kan ligesom mærke, at der er optakt til panik hos alle. Der bliver spillet julemusik i alle butikker. Det er lidt enerverende at høre den samme julesang i flere forskellige udgaver hele dagen. Men sådan er det bare. Man kan mærke, at alle er lidt trætte af at skulle rode rundt i tasker og punge efter betalingskort eller telefoner, så de kan betale med mobile pay. Man kan også høre forskellige par småskændes. Børn, der plager deres forældre. Unge par, der griner over et skørt julekort. Mødre med børn, der er ved at gå ned af træthed, fordi barnet ikke vil prøve det nye par bukser, eller fædre med sønner, der bare skærer igennem, så drengen ikke for tid og lov til at forklare, hvorfor han synes, at de skal købe den eller den bluse til hans mor.

Det samme hvert år

Sådan er det bare hvert år. Det er en del af juleræset. Og vi står lige nu midt i det. Vi er en del af det. Og jeg er ret irriteret. Det er jeg, fordi jeg har faktisk brugt ret lang tid på at plage min mand om at komme med mig ned i storcenteret. Han har nemlig hårdt brug for en ny vinterjakke. Den, han går i lige nu, er ved at blive temmelig laset. Han kan faktisk ikke være den bekendt. Ok. Jeg ved, at han elsker jakken. Men det går ikke. Det ser rent ud sagt forfærdeligt ud, når han har den på. Hidtil har han afvist, at han har brug for en ny jakke. Men jeg har taget skænderiet med ham. Og jeg vandt kampen. Vi er inde i storcenteret for at finde pæne jakker til mænd. Og det er ikke nemt. Her er mange mennesker. Lidt for mange. Jeg bryder faktisk ikke om det. Det er noget nyt, der er sket for mig. Siden det her med corona brød ud, er jeg slet ikke glad for at gå på indkøb. Men det er jo nødvendigt. Vi skal da have tøj på kroppen, og mad i maven.

Pressede

Selvom jeg bruger internettet så meget som muligt, så kan jeg da godt mærke, at de forskellige postselskaber er hårdt presset. Jeg bestilte fx en madkasse med måltider til 3 dage i sidste uge. Den er ikke ankommet endnu! Så det er nødvendigt at komme i supermarkedet. Og jeg vil ikke risikere det samme, hvis vi bestiller en jakke til min mand. Han skal have en ny. Nu! Og jeg har faktisk allerede en plan om, at ligeså snart vi finder en pæn en til ham, så bliver den gamle kylet ud. Lige i det øjeblik, vi kommer hjem. Så ja, vi bider tænderne sammen og kæmmer alle butikker for jakker til mænd, så vi kan finde den bedste til ham.


Nervøs for at gå ud

Er der noget, der virkeligt irriterer mig her i denne periode, hvor landet bliver lukket ned igen, er, at jeg ikke har mod til at gå hen til den lille købmand og købe et dameblad. Du ved sådan et med massevis af madopskrifter, billedreportager fra modeopvisninger, sladder om kendte og den slags. Jeg elsker den slags blade. Og ja, det er jeg bestemt ikke bange for at indrømme. Jeg holder virkeligt af at læse om skandaler i det engelske kongehus, eller om en eller anden rig persons hverdagsliv. Det giver mig muligheden for at drømme lidt. Og drømme, det har vi alle sammen brug for. Og min drøm er lige nu, at jeg roligt kan gå i en tøjbutik og købe et par bukser eller en bluse uden at skulle tjekke nummerstørrelsen på den vare, jeg finder.

Ikke lige nu

Sådan er realiteten bare ikke. Jeg er en af dem, der har brug for tøj i store størrelser. Og jeg ved godt, hvad folk tænker om mig. De ved bare ikke, hvem jeg er, og hvorfor jeg har brug for stort tøj. Og det irriterer mig, at modeskabere faktisk ikke gør mere, end de gør for at forklare, at folk, der har brug for tøj i rigtigt store størrelser ikke altid, selv er skyld i det. Det er jo den gængse opfattelse: ”Fede mennesker er selv skyld i, at de er fede!” Sådan er virkeligheden ikke. Vi er nogen, der ikke er skyld i, at vi er overvægtige. Vi er født med en sygdom, som gør, at vi bare optager en meget større mængde fedt og vand i vores krop. Og vi lever med et forbrug af piller, der sørger for, at vores hormoner holdes i skak, så vi ganske enkelt ikke eksploderer af fedt. Vi er ikke selv skyld i sygdommen. Ingen ved, hvorfor vi får den. Men det sker altså. Og heldigvis har lægevidenskaben fået øje på den, og den har hjulpet os til at overleve. Vi er jo også glade for at være i live.

Døm ikke så hårdt

Så, lad være med at være så dømmende, når I ser en fed kvinde. Hun er ikke altid selv skyld i det. Og ja, der er mange overvægtige mennesker, der selv er skyld i, at de er nået op over 120 kg. Jeg kunne godt tage dem i forsvar, men vil ikke. Der er mange fristelser, som vi har svært ved at sige nej til. Men vi kan godt lære at være selvdisciplinerede. Og jeg har en idé om, at mange overvægtige, som selv er skyld i den, faktisk forsøger at arbejde meget med at blive mere selvdisciplinerede. Så, kære medmenneske. Lad være med at dømme de store og overvægtige. De er ikke altid selv skyld i deres fremtoning. Og de fleste gør faktisk, hvad de kan for ikke at være det. Og så til sidst: En stor tak til de modedesignere, som har indset, at tøj i store størrelser kan være meget flot. Og at det sælger godt. Vi vil jo også gerne være smarte.


Mor på banen igen

Min mor er på spil igen. Det er ret sjovt. Hun har sådan en beskyttende aura omkring sig, som gør, at hun tror, at hun kan tillade sig hvad som helst. Sådan har hun i hvert fald selv sagt. Den aura, hun har omkring sig lige nu, bevirker, at jeg får mange telefonopkald fra hende. Jeg får. hver gang en telefonisk forelæsning om forskellige måder, man kan tabe sig på. Jeg er ved at være ret træt af det. Jeg ved, at min mor ikke gør det for at latterliggøre mig. Jeg ved, at hun mener det godt. Men jeg føler faktisk, at hun griner ad mig. Jeg kæmper jo meget med at veje for meget. Og hun kæmper meget med, at jeg skal være klar over det. Jeg er fuldstændigt klar over det. Og jeg gør virkeligt, hvad jeg kan. Motion. Diæt. Slankekur. Det hjælper. Stille og roligt. Men det er ikke sjovt at blive mindet om det altid. Og det er lige præcist det, min mor gør: Minder mig om, at jeg er for stor. (Jeg skal lige nævne, at min mor er læge, så hun ved, hvad hun taler om!)

Overvægten

Så selv om jeg er meget sur på min mor, som hele tiden minder mig om min overvægtige krop, så giver jeg ikke op. Jeg vil bare gerne have lov til at gøre tingene i mit eget tempo. Jeg er jo allerede godt på vej. Med min egen måde at tabe mig på. Uden sult. Med motion. Med mod og glæde. Jeg er allerede gået fra en størrelse ”Tøj til store kvinder” til en størrelse 40, som ikke anses for at være for stort.

Jeg har ikke fortalt min mor om det endnu. Jeg vil gerne overraske hende næste gang, jeg ser hende. Hun er altid så belærende. Hun skal have en besked om, at det kan hun godt lægge langt væk – når det handler om mig. Jeg kan selv!
Hvis hun forstår min besked, når vi ses næste gang, så får jeg fred. Og hun får et bedre forhold til mig. Hvis hun ikke forstår det, ja, så må jeg prøve at forklare hende, at hendes evige pres på mig om at skulle spise mindst 6 om dagen, mindre kød og mere, gryn, bare ikke virker for mig. Jeg har tabt mig med en hjemmestrikket kur. Jeg opdagede nemlig, at jeg har det bedst, når jeg spiser meget frugt og slet intet kød. Den diæt ville min mor aldrig godkende. Men den virker for mig. Så det, må hun finde sig i, at hun fremover ikke skal blande sig i.

Ikke altid lytte

Og det har lært mig, at man ikke altid skal lytte til eksperterne. Så længe der er råderum til at eksperimentere. Er der ikke råderum – ja så skal man høre efter, hvad de siger. Det er i sidste ende dem, der skal redde vores liv, når tingene går helt galt.
Jeg siger det bare. Ikke for at vække skræk. Jeg siger det kun, fordi jeg har været heldig.


Tøjstørrelser

Der er noget, jeg ikke har lært. Eller været opmærksom på, at jeg burde vide. Efter 20 års ægteskab! Jeg har bare slet ikke tænkt på det førend nu. Jeg ved nemlig ikke, hvilke tøjstørrelser mine børn bruger. Min kone har nemlig givet mig den opgave at finde en flot jakke til vores datter. Jeg sidder med min mobiltelefon i hånden og skimmer forskellige e-shops udvalg af jakker til kvinder. Min store datter på 17 ønsker sig en ny jakke. Jeg har da en idé om, hvilken stil hun kan lide. Men størrelsen? Skal det være en medium eller small? Og hvad betyder det egentlig? Altså i mål. En jakke er jo ikke bare en jakke. Jeg kan forstå på min kone, at hun tit har købt tøj på nettet, der har været enten for stort eller småt til hende, selvom hun har købt i medium størrelse. Så der er altså forskel på medium og medium. Det hænger vel sammen med, hvordan producenten af tøjet fortolker en størrelse medium. Tænker jeg. Så det er faktisk ikke helt nemt at finde den jakke, min datter skal have.

Penge i stedet

Måske vil det være nemmere for mig at give hende nogle penge, så kan hun selv købe jakken. Det er bare sådan lidt kedeligt at give penge ikke? Det er den nemme løsning: ind på netbank og overføre et beløb. Det tager 1 minut og så det overstået. Og lidt kedeligt for min datter bare at se, at der overført penge til hendes konto. Min kone har lidt bedre styr på det der med tøjstørrelserne. Så jeg vil spørge hende, om hun ved, hvilken størrelse jeg skal købe den jakke, jeg har fundet. Hun har fortalt mig, at det vist er det bedste, hvis jeg køber en jakke i et af de brands, som vores datter godt kan lide. Men hvad er det for nogle brands? Skal jeg virkeligt til at snige mig ind på hendes værelse og rode hendes klædeskab igennem for at finde ud af det? Pinligt. Tænk lige, hvad der kunne komme ud af det? En masse sladder i nabolaget, hvis vores nabo ser mig. Vores naboer er nemlig meget opmærksomme på, hvad vi laver. Tanken om, at naboen kan se mig, hvis jeg går op på min datters værelse for at se på tøjmærker i hendes skab, får mig til at smågrine. Det kunne blive misforstået. Vores naboer har jo en livlig fantasi. Og de er gode til at sprede rygter. De gør det ikke af ond vilje. De er bare meget snakkesalige!

Hvorfor griner du?

Min kone ser op fra sin IPad og spørger mig om, hvad jeg griner af. Jeg forklarer hende, at jeg har set på jakker til kvinder, og er i tvivl om, hvilken størrelse vi skal købe til vores datter. Og at jeg ikke ved, hvilke tøjbrands hun er glad for. Min kone kommer til at grine højt, da jeg fortæller hende hele min tankerække. Hun fortæller mig, hvilke brands jeg skal kigge efter. Og at det faktisk er muligt at bytte tøj, man har købt på internettet.


Strikke

Lige siden oktober måned har min datter på 10 og jeg gået og været meget hemmelighedsfulde overfor min mand. Han må ikke vide noget om det. Selvom han allerede ved det, så har jeg fortalt ham, at han ikke må afsløre, at han ved det. Det er nemlig sådan, at min datter har lært at strikke. Ret og vrang masker. Og hun besluttede allerede tilbage i slutningen af december, at hun ville strikke en sweater til sin far. Han skal have den i julegave. Og hun har arbejdet meget hårdt på den. Jeg har selvfølgelig været nødt til at trevle op og strikke om og om igen flere gange. Men sweateren er ved at være færdig. Vi når det til jul.

Tøj til store mænd

Da hun fandt på sit projekt tilbage i efteråret, advarede jeg hende om, at det er et kæmpeprojekt, hun ville kaste sig ud i. Min mand er nemlig stor og bruger generelt tøj til store mænd. Du ved, tøj i de ret store størrelser. Jeg foreslog derfor, at hun strikkede et halstørklæde til ham. Men nej. Det skulle være en sweater. Så vi var nede i garnforretningen og bruge en formue på garn og opskrifter til en sweater til mænd. Vi fandt en god og forholdsvist nem opskrift. Og hun valgte selv farverne på garnet: Petrol, mørk, blå og en dyb, bordeaux farve. Faktisk en flot farvekombination. Vi fik også købt en stor rundpind, så hun ikke behøvede at strikke hver anden pind med vrangmasker. Og så satte vi projektet i gang. Hun har kæmpet med strikkeriet hver dag i et par timer efter skole. Hun er ikke så øvet endnu, men hun er ved at komme efter det. Men hun har dog lovet mig, at det næste projekt, hun skal lave, skal ikke være så stort. Jeg har så kæmpet med at få fejlene, hun har lavet rettet, og få det til at se lidt mere jævnt ud. Min mand har selvfølgelig set, at jeg har siddet og nørklet med strikketøjet hver aften. Han ved godt, at det er hans datter, der strikker en sweater til ham. Han er faktisk meget rørt over hendes tanke. Og det kan jeg godt forstå.

Slutspurten

Lige nu er vi så inde i den sidste slutspurt med sweateren. Den skal jo være færdig til juleaften. Så det betyder, at jeg strikker lidt ekstra på sweateren, når hun er blevet sendt i seng. Vi mangler bare lige den sidste del af ærmet, så skulle den være klar til at blive syet sammen og blokket. Og så skal hun bare have pakket den fint ind. Og tegne en juletegning til ham.

Egentlig må jeg sige, at hun har imponeret mig. Jeg troede ikke, at hun ville kunne fuldføre sit projekt. Men hun har arvet sin stædighed og kampånd fra sin far. Så nu håber jeg bare, at han vil, og kan lade, som om at han bliver meget overrasket og begejstret for at få så fin en sweater i julegave. En sweater i flotte farver, som han nok ikke kommer til at bruge så ofte.


Store mennesker

Jeg ved virkeligt ikke, hvordan du har det med store mennesker. Altså tykke mennesker. Dem som de fleste rynker lidt på næsen af. Jeg har det fint sammen med dem. Jeg tænker ikke i mode og idealer, som slet ikke er sunde. Jeg tænker i baner, der hedder, at vi skal have det sjovt sammen. Vi skal kunne tale sammen. Vi skal kunne diskutere og i nogle tilfælde også bruge store bogstaver. Selv er jeg ganske almindelig af bygning. Men jeg har faktisk nogle venner, som er oppe i størrelse XXXXL. De har nogle vrangforestillinger om sig selv. De føler sig mindreværdige, fordi de skal bruge tøj til store mænd. De føler, at de ikke har lov til at udtrykke deres mening sådan helt fra hjertet, fordi så bliver folk bange for, at de kommer og maser dem. De føler også, at folk griner ad dem. Det er ret synd for dem, at de får de der vrangforestillinger. Det er jo slet ikke rigtigt. Vi, jeg og mine nærmeste synes faktisk, at nogle af de rigtigt store mennesker vi kender, er blandt de allermest intelligente, vi kender. Og det er måske grunden til, at de er overvægtige. De kompenserer for uintelligente samtaler med at overspise, og så bliver de bare store.

Skolekammeraten

Jeg kan huske, at jeg havde en skolekammerat. Han var virkeligt stor af sin alder. I dag tænker jeg, at han bruger tøj i store størrelser. Medmindre han har fået bremset sin tankestrøm fra dengang. Han fortalte mig, nemlig dengang, at grunden til, at han spiser så meget, er, at når han tygger, så kan han ikke høre på de dumme og ulogiske argumenter, de andre i klassen kommer med. Og han gad bare ikke høre på dem. Så det gav lige 2 pakker smør ekstra om hans ikkeeksisterende talje. Hvert år. Mindst. Jeg kan huske, at den bemærkning gjorde meget stort indtryk på mig. Jeg havde aldrig tænkt i den bane. Altså at man kan forhindre sig selv i at lytte til fjollet snak ved at overdøve andre lyde med at tygge. Men han havde ret. Jeg har faktisk prøvet det af.

Chips

Det, der virker ret godt, er franske kartofler og andre chips. De larmer ret godt inde i hovedet på en. Og hvis man er klog nok, så kan man jo købe dips til chipsene. I light udgaven. Det tager godt nok noget af resonansen væk, men gør det lidt mere tåleligt at være i selskab med folk, man i virkeligheden ikke bryder sig om. Og det tager den salte smag. Men det er ikke en holdbar løsning. Det ved jeg. Man kan ikke undgå de fordømmende blikke fra dem, der synes, at man er for stor. Man kan ikke undgå at høre bemærkningerne om, at XL‐størrelserne ikke er store nok.

Men så hør lige her: Store mennesker er ikke altid selv skyld i, at de er store. Nogle er syge og tager medicin, som bevirker, at de ikke kan undgå at blive tykke. Nogle har problemer med stofskiftet. Og det kan tage tid, inden de får fundet den rigtige hormonbalance.